Forskningsprojekter
Denne side giver et overblik over aktuelle forskningsprojekter i CAISA. Siden er under løbende udvikling, og endnu ikke alle forskningsprojekter er offentliggjort. Nye projekter tilføjes løbende.
Aktuelle Forskningsprojekter

Den danske offentlige sektor har høje ambitioner om at integrere kunstig intelligens (AI) i offentlig forvaltning for at effektivisere opgaveløsningen og sikre velfærdsstatens bæredygtighed i fremtiden. AI-systemer udvikles og implementeres i dag på tværs af den offentlige sektor og bliver gradvist en integreret del af offentligt ansattes daglige arbejde. Det stiller en række fundamentale spørgsmål af interesse for medarbejdere, borgere, forskere og fagforeninger: Hvordan udfordres, understøttes eller omformes medarbejdernes faglighed gennem brugen af AI i hverdagsarbejdet? Hvilken rolle spiller faglighed i en datadrevet offentlig sektor, og hvordan oplever medarbejderne forandringerne i deres arbejdsliv?
Dette projekt etablerer et surveypanel i samarbejde med fem danske fagforeninger, med det formål er at generere systematisk og empirisk viden om, hvordan anvendelsen af forskellige typer AI værktøjer påvirker ansattes faglighed i danske offentlige organisationer.
Projektet adresserer en aktuel mangel på komparative og longitudinelle studier i forskningslitteraturen ved at undersøge, hvordan AI integreres i medarbejdernes daglige praksis, og hvordan dette samspil former opgavevaretagelse, fagligt skøn, kvalitetsforståelser, oplevet mestring og fagidentitet på tværs af professionelle domæner og organisatoriske kontekster.
Gennem surveypanelet ønsker vi at opbygge en forsknings- og formidlingsinfrastruktur, der kan bidrage til at forstå forandringer i arbejdslivet på tværs af faggrupper over tid, og skabe rum for dialog og indsigt i hvordan teknologi forandrer arbejdslivet.



