Digital Suverænitet: Fra begreb til strategisk ramme

Digital suverænitet er flerdimensionel og kræver prioritering

I en tid med geopolitisk ustabilitet og hurtig AI-udvikling er kontrol over digital infrastruktur og data blevet afgørende. Selvom der er bred enighed om behovet for handling på nationalt, nordisk og EU-plan, mangler der et fælles sprog om digital suverænitet. Denne uenighed fører til enten handlingslammelse eller snævre tekniske løsninger uden strategisk retning.

Briefets kerneargument er, at digital suverænitet er et flerdimensionelt fænomen, der involverer både principiel stillingtagen og pragmatiske valg. Reducerer man det til tekniske løsninger, mister man synet for de værdier og valg, der bestemmer, hvem der kontrollerer og drager fordel af løsninger. Fokuserer man kun på værdier, ender man med tomme principper uden den nødvendige praktiske implementering og handlekraft. Digital suverænitet handler sjældent om et valg mellem fuld selvforsyning eller total afhængighed. I stedet drejer det sig om at balancere ofte modsatrettede krav om åbenhed, sikkerhed, konkurrenceevne, vækst, værdier og rettigheder i en verden med ujævnt fordelte kapaciteter.

Det betyder, at man må definere, hvem eller hvad der præcist skal beskyttes eller fremmes – inden for domænerne sikkerhed, økonomisk vækst eller borgerrettigheder – og erkende, at valg i ét domæne kan styrke eller underminere et andet. Briefet fokuserer på AI som det område, hvor digital suverænitet aktualiseres skarpest, men begreberne gælder for digital infrastruktur og data bredere. Briefet giver beslutningstagere redskaber til at håndtere disse dilemmaer ved at præsentere:

§  En begrebslig ramme til at identificere, hvem eller hvad der skal være digitalt suverænt

§  Et overblik over hvordan man prioriteter digital suverænitet rundt om i verden

§  En forståelse af, at suverænitet kan udøves gennem tre kontrolregimer: ejerskab, ekspertise eller regulering – men at ingen af disse kontrolregimer er tilstrækkelige alene.

Briefets centrale implikation er, at digital suverænitet kræver en integreret strategi, der kombinerer ejerskab, ekspertise og regulering og håndterer sammenhænge og afvejninger mellem sikkerhed, økonomisk vækst og borgerrettigheder gennem klare mål. Uden denne helhedsorienterede tilgang risikerer man ineffektiv regulering, ubrugelig infrastruktur eller manglende evne til at udvikle, vedligeholde og anvende løsninger i praksis samt - utilsigtet - at underminere sikkerhed, vækst eller rettigheder.

This research brief presents an overview of our current knowledge about political bias in large language models (LLMs) and how this can affect and influence citizens when they turn to chatbots for voting advice, focusing hereby on Danish elections. We test various LLMs on their political ideology, their knowledge about the Danish party systems and whether they favour certain parties over others when recommending who to vote for based on provided voter profiles. We show that LLMs on policy issues align with centrist parties (Moderaterne, Radikale Venstre, Alternativet, Socialdemokratiet), and that LLMs based on candidate responses disproportionallyr ecommend specific parties (Moderaterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, and Enhedslisten). The purpose of this brief is to raise awareness that chatbots should not be considered a reliable source for voting advice in light of the Danish parliamentary election in March 2026, the first national election in Denmark after the release of ChatGPT in November 2022. Based on a survey by the Digital Democracy Centre, in particular young voters might have turned to chatbots when making their decision on who to vote for. We argue that this might be problematic with respect to information quality, democratic participation, and digital critical thinking.