Hvem ville ChatGPT stemme på, og hvorfor er det vigtigt?

Briefet er i øjeblikket kun tilgængeligt på engelsk.

Resume (oversat)

Gennem seks bidrag fra førende europæiske forskere inden for deres respektive områder undersøger dette forskningsbrief udfordringerne ved at regulere AI-genereret indhold i et informationsmiljø, hvor sådant indhold i stigende grad bliver normen. Med afsæt i tværfaglige perspektiver vurderer bidragene både effektiviteten og begrænsningerne ved nye tilgange til AI-transparensstyring – særligt mærkningskravene i EU's AI-forordning samt den kommende adfærdskodeks for markering og mærkning af AI-generet indhold. Selvom transparensmærkninger er normativt væsentlige for at informere brugere om indholds ophav, peger forskningen på, at mærkning alene næppe er tilstrækkelig til at modvirke manipulation, genoprette tillid eller reelt styrke borgernes handlekraft. Briefet argumenterer derfor for behovet for et bredere transparensøkosystem, der kombinerer mærkning med styringsinfrastruktur, organisatorisk ansvarlighed og løbende forskning med henblik på at udvikle adaptive og evidensbaserede tilgange til AI-transparent.

‍Digital suverænitet er flerdimensionel og kræver prioritering

I en tid med geopolitisk ustabilitet og hurtig AI-udvikling er kontrol over digital infrastruktur og data blevet afgørende. Selvom der er bred enighed om behovet for handling på nationalt, nordisk og EU-plan, mangler der et fælles sprog om digital suverænitet. Denne uenighed fører til enten handlingslammelse eller snævre tekniske løsninger uden strategisk retning.

Briefets kerneargument er, at digital suverænitet er et flerdimensionelt fænomen, der involverer både principiel stillingtagen og pragmatiske valg. Reducerer man det til tekniske løsninger, mister man synet for de værdier og valg, der bestemmer, hvem der kontrollerer og drager fordel af løsninger. Fokuserer man kun på værdier, ender man med tomme principper uden den nødvendige praktiske implementering og handlekraft. Digital suverænitet handler sjældent om et valg mellem fuld selvforsyning eller total afhængighed. I stedet drejer det sig om at balancere ofte modsatrettede krav om åbenhed, sikkerhed, konkurrenceevne, vækst, værdier og rettigheder i en verden med ujævnt fordelte kapaciteter.

Det betyder, at man må definere, hvem eller hvad der præcist skal beskyttes eller fremmes – inden for domænerne sikkerhed, økonomisk vækst eller borgerrettigheder – og erkende, at valg i ét domæne kan styrke eller underminere et andet. Briefet fokuserer på AI som det område, hvor digital suverænitet aktualiseres skarpest, men begreberne gælder for digital infrastruktur og data bredere. Briefet giver beslutningstagere redskaber til at håndtere disse dilemmaer ved at præsentere:

-  En begrebslig ramme til at identificere, hvem eller hvad der skal være digitalt suverænt

- Et overblik over hvordan man prioriteter digital suverænitet rundt om i verden

-  En forståelse af, at suverænitet kan udøves gennem tre kontrolregimer: ejerskab, ekspertise eller regulering – men at ingen af disse kontrolregimer er tilstrækkelige alene.

Briefets centrale implikation er, at digital suverænitet kræver en integreret strategi, der kombinerer ejerskab, ekspertise og regulering og håndterer sammenhænge og afvejninger mellem sikkerhed, økonomisk vækst og borgerrettigheder gennem klare mål. Uden denne helhedsorienterede tilgang risikerer man ineffektiv regulering, ubrugelig infrastruktur eller manglende evne til at udvikle, vedligeholde og anvende løsninger i praksis samt - utilsigtet - at underminere sikkerhed, vækst eller rettigheder.