Nyheder
Forskning

Millionbevilling til samarbejde om infrastruktur og forskning i ansvarlig AI

Det Nationale Center for AI i Samfundet (CAISA) modtager 45 millioner kroner fra forskningsreserven til et nyt AI-samarbejde med Danmarks Statistik. Det står klart, efter partierne bag forskningsreserven har indgået aftale om udmøntningen af næste års midler.

Samarbejdet mellem CAISA og Danmarks Statistik skal styrke både forskning i ansvarlig kunstig intelligens (AI) og den infrastruktur, som gør forskningen mulig - til gavn for hele Danmark.

”Med samarbejdet mellem CAISA og Danmarks Statistik får vi en unik mulighed for at kombinere verdensførende forskningskompetencer med en unik national datainfrastruktur. Samarbejdet kan bidrage til, at Danmark står stærkt som et samfund, der både udnytter AI’s muligheder og sætter borgernes rettigheder og tillid i centrum,” siger leder af samarbejdet, Andreas Bjerre-Nielsen der er seniorforsker i CAISA og lektor i Social Datavidenskab og Økonomi på Københavns Universitet.

To indsatser, der hænger sammen

Samarbejdet bygger på to indsatser, der understøtter hinanden gensidigt:

Den ene indsats handler om at styrke og modernisere infrastrukturen for AI-forskning hos Danmarks Statistik, som har en lang tradition for at stille data til rådighed for forskning. Målet med den nye indsats er, at danske forskere får gode muligheder for at håndtere nye og komplekse datakilder – som for eksempel ustrukturerede data. Samtidig bliver det muligt at træne store AI-modeller på danske registerdata i et sikkert analysemiljø og med moderne hardware.

Den anden indsats skal skabe ny viden om, hvordan vi kan anvende AI-algoritmer ansvarligt i samfundet. Gennem udvikling og anvendelse af Danmarks Statistiks infrastruktur og data, skal der undersøges muligheder for at skabe en platform, der skal sikre, at de algoritmer, som bruges i Danmark, lever op til grundlæggende krav som ligebehandling, gennemsigtighed og tillid. Forskningen vil også undersøge, hvordan man kan sikre at algoritmerne bevarer eller forbedrer funktionalitet - også efter de er taget i brug.

”Gennem 35 år har Danmarks Statistik på en sikker måde stillet kvalitetssikrede og dokumenterede data til rådighed for forskning. Det skal vi naturligvis blive ved med, selv når teknologien og efterspørgslen udvikler sig. Jeg er glad for, at CAISA og Danmarks Statistik skal arbejde sammen om et nyt stort skridt, så forskere fra hele landet i fremtiden får mulighed for at arbejde sikkert og forsvarligt med ny teknologi på vores og andres data” siger rigsstatistiker Martin Ulrik Jensen fra Danmarks Statistik.

Læs mere
Forskning
Etiske spændinger i brugen af kunstig intelligens i ældreplejen

Både forventningerne til og brugen af teknologier baseret på kunstig intelligens (AI) er i vækst i den danske ældrepleje. Mange kommuner afprøver allerede AI-teknologier i håb om at finde løsninger på de demografiske udfordringer, velfærdssamfundet står over for; især manglen på plejepersonale og de stigende behov for pleje og omsorg i en aldrende befolkning. Brugen af AI rejser vigtige spørgsmål om, hvad god ældrepleje er, og hvordan vi sikrer en værdig og meningsfuld omsorg for ældre borgere i en stadigt mere digitaliseret velfærdssektor. Det kalder på etisk refleksion og dialog blandt ledere, beslutningstagere, medarbejdere, ældre og pårørende. Dette brief bidrager med forskningsbaserede perspektiver på disse diskussioner gennem identifikation af seks centrale etiske spændinger i brugen af kunstig intelligens i ældreplejen.

Læs mere
Nyhed
Digital suverænitet skal løses i praksis

CAISA-chefforsker bidrager til debat hos Dansk Industri

Hvordan arbejder organisationer konkret med digital suverænitet? Det var et centralt spørgsmål på Dansk Industris DI Digital-event den 23. april, hvor emnet var på dagsordenen blandt virksomheder, beslutningstagere og eksperter.

CAISA-chefforsker Roman Jurowetzki deltog i diskussionerne og bidrog med perspektiver på, hvordan arbejdet med digital suverænitet i stigende grad bevæger sig fra strategiske ambitioner til operationelle valg i praksis.

‍

Fra strategi til praksis

Et centralt budskab fra eventet er, at digital suverænitet ikke kan reduceres til én samlet strategi. Det handler i stedet om løbende og konkrete prioriteringer i organisationer – eksempelvis i forhold til valg af teknologier, samarbejdspartnere, regulering og evnen til at tilpasse eller udskifte systemer.

Roman Jurowetzki fremhæver, at organisationers arbejde med AI og digitale løsninger i sig selv er en væsentlig del af at opbygge digital suverænitet. Erfaringer fra implementering og drift skaber den nødvendige kapacitet til at navigere i en kompleks teknologisk og geopolitisk virkelighed.

Samtidig pegede diskussionerne på, at digital suverænitet i høj grad handler om organisatorisk kapacitet: evnen til at forstå egne systemer, evaluere deres performance og træffe informerede beslutninger på den baggrund. Det kræver blandt andet indsigt i digitale infrastrukturer, kompetencer inden for AI og data samt en systematisk læring gennem praksis.

‍

Et centralt forskningsområde i CAISA

Digital suverænitet er et centralt forskningsområde i CAISA. Her arbejder vi med at analysere, hvordan begrebet omsættes til praksis i en dansk og europæisk kontekst – herunder hvordan organisationer balancerer innovation og kontrol, og hvordan politiske ambitioner bliver til konkrete beslutninger.

Roman Jurowetzkis deltagelse i DI Digital-eventet er et eksempel på, hvordan CAISA’s forskning bringes i spil i aktuelle diskussioner om digital udvikling og styring.

Læs mere
Forskning
Læs mere
Forskning
Hyperscale-datacentre i Danmark set fra et borgerperspektiv

Dette brief præsenterer samfundsvidenskabelig forskning om datacentre med borgere og lokalsamfund i fokus. Briefet introducerer en række områder, som er af kritisk betydning for en lokalt forankret og demokratisk ansvarlig placering af hyperscale-datacentre, herunder særligt pres på elnettet, manglende viden om datacentres betydning for drikkevandsressourcer og natur samt risikoen for politisk polarisering. Overordnet peges der på nødvendigheden af et helhedsorienteret blik rettet mod samspillet mellem disse meget forskellige områder. Briefets hovedpointe er, at viden om negative påvirkninger ved etablering af datacentre bør indgå i beslutningsgrundlaget i takt med den hastige stigning i antallet af hyperscale-datacentre. Dette kan bidrage til en bedre balance mellem de fordele og belastninger, som følger af placeringen af hyperscale-datacentre i Danmark.

‍

Læs mere