Digital suverænitet skal løses i praksis
CAISA-chefforsker bidrager til debat hos Dansk Industri
Hvordan arbejder organisationer konkret med digital suverænitet? Det var et centralt spørgsmål på Dansk Industris DI Digital-event den 23. april, hvor emnet var på dagsordenen blandt virksomheder, beslutningstagere og eksperter.
CAISA-chefforsker Roman Jurowetzki deltog i diskussionerne og bidrog med perspektiver på, hvordan arbejdet med digital suverænitet i stigende grad bevæger sig fra strategiske ambitioner til operationelle valg i praksis.
Fra strategi til praksis
Et centralt budskab fra eventet er, at digital suverænitet ikke kan reduceres til én samlet strategi. Det handler i stedet om løbende og konkrete prioriteringer i organisationer – eksempelvis i forhold til valg af teknologier, samarbejdspartnere, regulering og evnen til at tilpasse eller udskifte systemer.
Roman Jurowetzki fremhæver, at organisationers arbejde med AI og digitale løsninger i sig selv er en væsentlig del af at opbygge digital suverænitet. Erfaringer fra implementering og drift skaber den nødvendige kapacitet til at navigere i en kompleks teknologisk og geopolitisk virkelighed.
Samtidig pegede diskussionerne på, at digital suverænitet i høj grad handler om organisatorisk kapacitet: evnen til at forstå egne systemer, evaluere deres performance og træffe informerede beslutninger på den baggrund. Det kræver blandt andet indsigt i digitale infrastrukturer, kompetencer inden for AI og data samt en systematisk læring gennem praksis.
Et centralt forskningsområde i CAISA
Digital suverænitet er et centralt forskningsområde i CAISA. Her arbejder vi med at analysere, hvordan begrebet omsættes til praksis i en dansk og europæisk kontekst – herunder hvordan organisationer balancerer innovation og kontrol, og hvordan politiske ambitioner bliver til konkrete beslutninger.
Roman Jurowetzkis deltagelse i DI Digital-eventet er et eksempel på, hvordan CAISA’s forskning bringes i spil i aktuelle diskussioner om digital udvikling og styring.
Briefet er i øjeblikket kun tilgængeligt på engelsk.
Resume (oversat)
Gennem seks bidrag fra førende europæiske forskere inden for deres respektive områder undersøger dette forskningsbrief udfordringerne ved at regulere AI-genereret indhold i et informationsmiljø, hvor sådant indhold i stigende grad bliver normen. Med afsæt i tværfaglige perspektiver vurderer bidragene både effektiviteten og begrænsningerne ved nye tilgange til AI-transparensstyring – særligt mærkningskravene i EU's AI-forordning samt den kommende adfærdskodeks for markering og mærkning af AI-generet indhold. Selvom transparensmærkninger er normativt væsentlige for at informere brugere om indholds ophav, peger forskningen på, at mærkning alene næppe er tilstrækkelig til at modvirke manipulation, genoprette tillid eller reelt styrke borgernes handlekraft. Briefet argumenterer derfor for behovet for et bredere transparensøkosystem, der kombinerer mærkning med styringsinfrastruktur, organisatorisk ansvarlighed og løbende forskning med henblik på at udvikle adaptive og evidensbaserede tilgange til AI-transparent.
Kunsting intelligens er rykket helt ind i kernen af dansk politik. Under regeringsforhandlingerne på Marienborg i april 2026 blev forhandlingerne midlertidigt sat på pause, så toppolitikere kunne deltage i et seminar om AI og dets betydning for samfundet.
Her bidrog CAISA's centerleder Rebecca Adler-Nissen sammen med professor Abraham Newman (Georgetown Univeristy) med forskningsbaserede perspektiver på AI's rolle i geopolitik, økonomi og demokrati. Deres oplæg adresserede blandt andet, hvordan kunstig intelligens påvirker sikkerhed, arbejdsmarked, uddannelse og Europas strategiske position.
Ifølge TV2 var der stor interesse blandt politikkerne, som engagerede sig i spørgsmål om både teknologisk udvikling og samfundsmæssige konsekvenser. Rebecca Adler-Nissen fremhævede selv den høje grad af engagement og efterspørgsel på viden om AI's betydning på tværs af politikområder.
CAISA's deltagelse understreger centerets rolle i at bringe forskningsbaseret viden ind i politiske beslutningsprocesser og bidrage til en ansvarlig udvikling af AI i samfundet.
Digital suverænitet er flerdimensionel og kræver prioritering
I en tid med geopolitisk ustabilitet og hurtig AI-udvikling er kontrol over digital infrastruktur og data blevet afgørende. Selvom der er bred enighed om behovet for handling på nationalt, nordisk og EU-plan, mangler der et fælles sprog om digital suverænitet. Denne uenighed fører til enten handlingslammelse eller snævre tekniske løsninger uden strategisk retning.
Briefets kerneargument er, at digital suverænitet er et flerdimensionelt fænomen, der involverer både principiel stillingtagen og pragmatiske valg. Reducerer man det til tekniske løsninger, mister man synet for de værdier og valg, der bestemmer, hvem der kontrollerer og drager fordel af løsninger. Fokuserer man kun på værdier, ender man med tomme principper uden den nødvendige praktiske implementering og handlekraft. Digital suverænitet handler sjældent om et valg mellem fuld selvforsyning eller total afhængighed. I stedet drejer det sig om at balancere ofte modsatrettede krav om åbenhed, sikkerhed, konkurrenceevne, vækst, værdier og rettigheder i en verden med ujævnt fordelte kapaciteter.
Det betyder, at man må definere, hvem eller hvad der præcist skal beskyttes eller fremmes – inden for domænerne sikkerhed, økonomisk vækst eller borgerrettigheder – og erkende, at valg i ét domæne kan styrke eller underminere et andet. Briefet fokuserer på AI som det område, hvor digital suverænitet aktualiseres skarpest, men begreberne gælder for digital infrastruktur og data bredere. Briefet giver beslutningstagere redskaber til at håndtere disse dilemmaer ved at præsentere:
- En begrebslig ramme til at identificere, hvem eller hvad der skal være digitalt suverænt
- Et overblik over hvordan man prioriteter digital suverænitet rundt om i verden
- En forståelse af, at suverænitet kan udøves gennem tre kontrolregimer: ejerskab, ekspertise eller regulering – men at ingen af disse kontrolregimer er tilstrækkelige alene.
Briefets centrale implikation er, at digital suverænitet kræver en integreret strategi, der kombinerer ejerskab, ekspertise og regulering og håndterer sammenhænge og afvejninger mellem sikkerhed, økonomisk vækst og borgerrettigheder gennem klare mål. Uden denne helhedsorienterede tilgang risikerer man ineffektiv regulering, ubrugelig infrastruktur eller manglende evne til at udvikle, vedligeholde og anvende løsninger i praksis samt - utilsigtet - at underminere sikkerhed, vækst eller rettigheder.
