Brugen af generativ KI i Danmark 2025
.png)
Resumé
Dette forskningsbrief beskæftiger sig med danskernes brug af og holdning til generativ kunstig intelligens (KI) i 2025, baseret på data fra en større international online spørgeskemaundersøgelse og rapport udarbejdet i samarbejde med Reuters Institute for the Study of Journalism ved University of Oxford. Overordnet dokumenterer undersøgelsen en hurtig vækst i brugen af generativ KI i Danmark (omtrent dobbelt så hurtigt som brugen af internettet voksede i slutningen af halvfemserne), ret høj tillid til mange af de mest brugte former for generativ kunstig intelligens og flere optimister end pessimister, når det kommer til disse teknologiers konsekvenser. Samtidig er der stadig mange danskere, der kun har meget begrænset personlig erfaring med aktivt at bruge generativ kunstig intelligens. En stor del af befolkningen er i tvivl om, hvad konsekvenserne bliver, og der er en del bekymring om at brugen af disse teknologier i visse sektorer – f.eks. offentlige myndigheder, nyhedsmedier og i særdeleshed politikere og politiske partier. Givet den hurtige vækst i brug er det slående, at næsten halvdelen af vores respondenter ikke føler sig godt informeret om generativ KI.
